Du er her: Forside Nyheder Vejle kommune må ikke kræve betaling for BPA af bistands- og plejetillæg

Vejle kommune må ikke kræve betaling for BPA af bistands- og plejetillæg

Når kommunen sender en regning for BPA, og forudsætter den betalt af et bistands- eller plejetillæg, er det ifølge Statsforvaltningen Syddanmark ulovligt. Ligeså er det ulovligt, hvis tillægget reduceres inden udbetalingen.

Nogle kommuner er meget kreative i deres forståelse af lovgivningen, her et eksempel fra Vejle.

Et medlem har udover BPA bevilget et bistandstillæg. Kommunen mener, at fordi hele hjælpebehovet er dækket af BPA, skal medlemmet betale for en del af BPA'en, med en del af bistandstillæget, mere præcist med 60 %.

Kommunen begrunder således:

”Vejle Kommune har ønsket, og politisk besluttet at lave en ensartet sagsbehandling for alle borgere på BPA, uanset om de modtager pension fra før eller efter 2003, eller slet ikke modtager pension.

Det betyder, at når en borger modtager bistandstillæg og den udmålte timebevillling dækker det fulde behov for hjælp, indgår en del af bistandstillægget til dækning af følgeudgifter ved ansættelse af hjælpere og der sendes en regning på den resterende del.

Der er der ingen henvisning til lovgrundlaget i afgørelsen og det har en god forklaring, for der er ikke lovhjemmel til afgørelsen, men går den, så går den.

Borgeren vil gerne reduceres i timer, mod at få det fulde bistandstillæg udbetalt, men det er altså i modstrid med Vejles princip om ”ensartet sagsbehandling”.

Sagen blev anket og ikke overraskende fastslår Statsforvaltningen Syddanmark, at kommunen skal se på sagen igen. Bistands- og plejetillægs størrelse er fastsat i Pensionsloven og de kan ikke reduceres. Tillæggene kan enten udbetales eller frakendes. Det fremgår meget klart af en principiel afgørelse fra Ankestyrelsen, nr. P-15-05.

Når borgere med BPA er førtidspensionsmodtagere efter den gamle lovgivning (før 2003) og modtager bistands- eller plejetillæg, skal kommunen derfor vurdere, om der sker dobbeltkompensation. De skal vurdere, om tillæg og BPA er bevilget til at dække det samme behov. Der kan jo være behov ud over BPA, som tillægget også skal dække.

Hvis der dobbeltkompenseres kan tillægget helt frakendes, eller der kan ske en reduktion i BPA bevillingen. En reduktionen skal så ske efter en konkret og individuel vurdering.

For at kunne fastsætte det timetal der kan nedskrives med, skal kommunen angiveligt overveje timernes værdi, om der nedskrives med hverdagstimer, eller f.eks nattimer i weekenden og hvilken værdi timerne så har.

Vejle Kommune skal simpelthen igang med god gammeldags sagsbehandling og en socialfaglig vurdering, frem for deres politisk fastsatte og ulovlige ensartethedsprincip. 

Lotte Mørkhøj