To historier om BPA anno 2011

G.H.’s historie

G.H. fortæller sin historie om at være BPA-modtager gennem 22 år. G.H. er tetraplegiker efter at være påkørt af en fartbilist i 1988 og har siden da været afhængig af hjælp.

G.H.’s hjemkommune, Halsnæs Kommune, har på nuværende tidspunkt – 2 år efter vedtagelsen af BPA-lovgivningen – øjensynligt endnu ikke implementeret reglerne. Det betyder, at G.H.’s hjælpere endnu ikke har fået den pension, de er stillet i udsigt. Tilskuddet til hjælperlønningerne reguleres heller ikke, så underskuddet på den konto må G.H. selv betale.

Mest af alt beskriver G.H. indlæg en stor frustration over ikke at blive hørt og respekteret. G. H. skriver: ” Jeg er tetraplegiker (brækket nakke), så jeg bliver desværre aldrig bedre, det bliver kun værre … hvilket Klinik for Rygmarvsskadet beskriver.”

Alligevel sættes G.H. ved hver revurdering ned i timetal, hvorefter G.H. må anke og får medhold.

Læs G.H.’s brev til Folketingets Socialudvalg her

Jørgen Lindorf Nielsens historie 

Jørgen Lindorf Nielsen bor i Kalundborg Kommune. Jørgen, der er multihandicappet, har siden 2005 forsøgt at skabe sig en tilværelse i egen lejlighed, men er nu frataget al hjælp i medfør af BPA-lovgivningen og får i stedet tilbudt 7 timers hjemmehjælp i døgnet samt 15 timers ledsagelse om måneden.

Jørgens historie omhandler ifølge Jørgens samværge, at: ”Kommunen har gjort alt for at forhindre Jørgen i at bo i egen lejlighed med bl.a. opstart af 3 umyndiggørelsessager, i 2005, 2006 og 2008, utallige ændringer af bevillinger, klager til Statsforvaltningen, Det Sociale Nævn og mange flere – kommunen har endvidere trodset udtalelser fra fagfolk samt kommunens egne fagfolk, læger, psykologer, VISO rapport med flere, der alle har peget på, at Jørgen har behov for massiv hjælp med overvågning døgnet rundt – at Jørgen ikke kan være alene i og udenfor sin lejlighed uden 24 timers hjælp og overvågning….”

Jørgens samværges brev til Socialudvalget afsluttes med dette nødråb:

”Nødråb – hjælpen til Jørgen haster, han står i dag uden hjælp! Da han ikke ville tage imod den hjemmehjælp kommunen tilbød, har kommunen frataget Jørgen alt hjælp og meddelt samværge, at det er på eget ansvar, at de har opsagt den hjemmehjælp der bevirker, at kommunen begår omsorgssvigt, og Jørgen går fysisk og psykisk ned.”

Læs hele Jørgens brev til Folketingets Socialudvalg her.

LOBPA mener: 

G.H.’s og Jørgen Lindorf Nielsens historier viser med hver sin vinkel, hvor svært det er at opnå og opretholde de rettigheder, som BPA-lovgivningen skulle sikre den enkelte borger.

LOBPA anerkender naturligvis, at der i enhver BPA-ordning foretages et kommunalt skøn over borgerens behov, at hjælpebehovet kan ændres over tid (dog sjældent i nedadgående retning), og at der ikke altid vil være overensstemmelse mellem borgerens forventninger og den kommunale visitering af hjælp.

Men BPA-lovgivningen har i nogle kommuner fået den modsatte effekt af det tilsigtede!

Der udarbejdes i stigende grad kvalitetsstandarder for BPA, hvorudfra den enkeltes hjælpebehov så måles, i stedet for at foretage den reelle individuelle vurdering af hjælpebehovet. Når der udmåles med udgangspunkt i kvalitetsstandarder, gives hjælpen ud fra en bestemt forforståelse af ”behov”, ”normalt” og ”nødvendigt” og det er i strid med BPAs formål, hvorefter den enkelte skal kunne opbygge og fastholde et selvstændigt liv, med udgangspunkt i egne ønsker og behov.

I stedet for en rettighedsfæstning af de tidligere hjælperordninger og en øget frihed for borgeren gennem muligheden for afgivelse af arbejdsgiveropgaven, er BPA-lovgivningen visse steder blevet en undskyldning for sendrægtig og usaglig kommunal sagsbehandling, hvor skønnet og behovsvurderingen sættes under regel.

Det skaber øget utryghed for de borgere, som bliver direkte ramt. Det skaber også utryghed og angst for fremtiden, blandt alle de borgere, som ikke direkte berøres af de nye vinde, som blæser i kommunerne.

Det bør give anledning til overvejelse hos lovgiverne om, hvorvidt det kommunale selvstyre og fastlæggelsen af et konkret – og set på landsplan meget uensartet - kommunalt serviceniveau overhovedet kan forenes med en folketingsvedtaget generel rettighed på et så følsomt og individuelt område som BPA.