Pressemeddelelse fra LOBPA: Ja tak til gennemsigtighed og certificering!
LOBPA, Landsorganisationen Borgerstyret Personlig Assistance, har siden 2009 på nonprofit basis tilbudt at varetage arbejdsgiveropgaven for et stigende antal medlemmer med BPA-bevilling. Den mistænkeliggørelse, som både borgere med BPA og BPA-udbydere risikerer at blive udsat for i forbindelse med TV-udsendelsen ”Operation X”, gør os dybt bekymrede. Vi foreslår derfor mere gennemsigtighed og gerne en egentlig certificering af branchens udbydere.
Siden handicaphjælperordningen for 2 år siden blev afløst af BPA, har det været en stor udfordring at være borger med BPA.
Først var der ganske megen polemik om forståelsen af reglerne. Og siden kom en lang og sej implementeringsproces i kommunerne, hvoraf mange øjensynligt mente, at de afsatte satspuljemidler - stik imod Folketingets hensigt - lå bedre i kommunernes kasser end i handicaphjælpernes lønningsposer.
Så kom finanskrisen og med den et endnu større fokus på de kommunale budgetter og ønsker om besparelser på det specialiserede område.
Og som om det ikke skulle være nok, er der nu i ”Operation X” rejst anklager om svindel med kommunale midler blandt aktører i branchen, som forvalter borgernes bevillinger.
”Den danske hjælpeordning er med god grund blevet kaldt en handicappolitisk kronjuvel, som andre lande har kopieret. Det er derfor dybt bekymrende, hvis borgere, som i forvejen er usikre på, hvad der vil ske med deres hjælperordning, når kommunerne tager det nye regelsæt i brug, nu også skal frygte at blive kriminaliseret ”, siger Janne Sander, formand for LOBPA.
Danske Handicaporganisationer har netop i et brev til satspuljeordførerne foreslået en række initiativer, som skal være med til at præcisere regelsættet for BPA-ordningerne.
Janne Sander udtaler: ”LOBPA bakker fuldt og helt op om større gennemsigtighed på BPA-området, uanset om dette sker gennem en certificeringsordning eller øgede regnskabskrav. Vores medlemmer har intet at skjule, og hvis en øget kontrol kan skabe tryghed på området og fremskynde implementeringen af BPA i alle de kommuner, som 2 år efter vedtagelsen fortsat mangler at efterleve lovgivningen, kan den megen blæst måske endog føre noget godt med sig.”
Hvis der er behov for yderligere informationer, kan følgende kontaktes:
Formand Janne Sander, tlf. 36 16 85
41, e-mail: formand@lobpa.dk
Direktør Jette Nielsen, tlf. 36 35 96 35, e-mail: jn@lobpa.dk.
