Plejedatabasen.dk - advarsel!

Plejedatabasen.dk forsøger via spammails, at få brugere og hjælpere til at afgive personfølsomme oplysninger til deres "Jobbank". Plejedatabasen.dk oplyser intet om folkene bag og hvordan de indsamlede oplysninger efterfølgende håndteres.

LOBPA har de seneste dage fået henvendelser fra bekymrede medlemmer, der har modtaget spammails fra Plejedatabasen.dk. 

Plejedatabasen.dk oplyser blot, at de før har haft bruger/hjælper "Jobbank", men da den ikke må bruges mere, har de lavet en ny Jobbank. Modtagere af mailen opfordres til at lade sig registrere inden 7 dage. 

LOBPA har kun kendskab til tre alment tilgængelige databaser, hvor hjælpere og brugere kunne/kan melde sig til og finde hinanden: Det er BHFs Jobplakat og LOBPAs egen Jobtavle, der begge fungerer som hidtil, samt det konkursramte Handihelps nu lukkede Jobbank.

I de udsendte mails skriver Plejedatabasen.dk:

----- Original Message -----

Fra: Plejedatabasen.dk <info@plejedatabasen.dk>
Dato: fjernet af LOBPA
Emne: Opret dig i Plejedatabasen.dk
Til: fjernet af LOBPA

Kære borger

Du har på et tidspunkt oprettet din profil en i en Jobbank over potentielle plejere/hjælpere. Denne Jobbank har siden skiftet ejer, hvilket betyder at din profil ikke længere må bruges. Derfor skriver vi til dig, så du får mulighed for at oprette din profil igen i den nye Jobbank, der hedder Plejedatabasen.dk.

Du kan oprette din profil de næste 7 dage fra d.d. via følgende link: www.plejedatabasen.dk.

Måske spørger du dig selv, hvorfor skal jeg oprette min profil i Plejedatabasen.dk?

Det skal du, fordi Plejedatabasen.dk er et formidlingssted for mennesker med specielle behov og for personer, der ønsker et alsidigt job inden for plejesektoren. Som borger kan du finde præcis den plejer, som passer til dig. Plejedatabasen.dk er tilgængelig, enkel, brugervenlig, og så er den helt gratis.

Vi håber, du vil benytte dig af tilbudet. Hvis du har spørgsmål eller kommentarer, er du meget velkomme til at skrive til os på e-mail: info@plejedatabasen.dk

De bedste hilsner 

Plejedatabasen.dk

----- End 
Original Message -----

Som det fremgår i mailen oplyser Plejedatabasen.dk intet om det såkaldte "formidlingssted", hvem der står bag, hvor de holder til, deres persondatapolitik, eller hvilke ydelser de i øvrigt tilbyder. Oplysningerne findes heller ikke på Plejedatabasen.dk.  

Udover det er ulovligt, at udsende uopfordrede hvervemails, finder LOBPA det stærkt bekymrende, at man derved prøver at indsamle personfølsomme oplysninger. 

Vi vil opfordre både brugere og hjælpere til at være meget forsigtige og kun videregive oplysninger om jer selv, når i kender modtageren og med sikkerhed ved, hvordan oplysningerne efterfølgende bliver håndteret. Samlinger af personoplysninger kan desværre misbruges og har derfor handelsværdi.

Modtagere af spammails kan (og bør) klage til forbrugerombudsmanden. Det er ganske let at klage. Hvis afsenderen er dansk, sender du blot en kopi af spammailen til: dansk@spamklage.dk