Ny konkurs i BPA - Activ HandiService
De hårdt prøvede brugere fra Handihelps konkursbo er igen uden firma til at varetage deres arbejdsgiveransvar og hjælperne har ikke fået løn.
Det er kun fire måneder siden, at Activ HandiService købte BPA-kunderne af Handihelps konkursbo. I går, d. 31. oktober, blev Activ HandiService erklæret konkurs i Sø- og Handelsretten.
LOBPA beklager, at de berørte brugere og hjælpere igen er bragt i en ulykkelig og usikker situation. Konkursboets salg af Handihelp havde ellers til formål at sikre de berørte brugere, så de ikke stod uden en udbyder, der kunne varetage deres arbejdsgiveransvar. Den løsning blev desværre kun en udsættelse af problemet.
Det er endnu uvist, om konkursboet igen vil forsøge at sælge BPA kunderne. LOBPA er principielt imod, at brugere af BPA gøres til en handelsvare og derved fratages deres frie valg, hvad angår hvem der skal varetage deres arbejdsgiveransvar. Efter LOBPAs opfattelse bør et salg kun gennemføres, hvis alle brugere samtidig stilles frit, til evt. at vælge en anden udbyder, eller - i de tilfælde hvor brugeren ikke er begrænset til blot at kunne være arbejdsleder - selv at varetage arbejdsgiveransvaret.
Medlemmer i LOBPA, der var kunder i Activ HandiService, og har brug for støtte vedrørende den opståede situation, er velkomne til at kontakte bestyrelsen i LOBPA.
LOBPA vil naturligvis, i det omfang det overhovedet er praktisk muligt i den enkelte brugers sag, gerne være behjælpelig med at varetage arbejdsgiveransvaret.
Socialministeren har udtalt i et såkaldt § 20 svar, at ved en eventuel konkurs i BPA er det kommunens ansvar, at berørte brugere fortsat får den nødvendige hjælp. Desværre fremgår det ikke af svaret, hvad "nødvendig" hjælp i så fald er, om det omfatter alle udmålte BPA-timer, eller blot den del af hjælpen, der sikrer brugerens liv og helbred, herunder den mest nødvendige personlige pleje.
Kommunerne udbetaler tilskud til BPA månedsvis forud og det betyder, at Activ HandiService er gået konkurs med brugernes lønsum for november måned. Den løn der skulle være udbetalt i går, løn for arbejde udført frem til i går, samt løn i opsigelsesperioden, må hjælperne hente i lønmodtagernes garantifond, med mindre konkursboet sælges.
LOBPA arbejder fortsat på at afklare, hvordan man som borger, der har valgt en privat udbyder til at varetage sit arbejdsgiveransvar, sikres når en konkurs eller andre ulykkelige begivenheder med fatale følger opstår.
I al sin alvor understreger situationen, at man som borger med BPA skal vælge sin udbyder med omhu, hvis man beslutter at overdrage sit arbejdsgiveransvar.
Flere oplysninger
- Socialministerens svar af 10. februar 2011, på §20 spørgsmålet om konkurs i BPA (pdf-fil)
- Socialministeriets svar af 18. august 2011 på LOBPAs spørgsmål vedr. konkurs i BPA (pdf-fil)
- Lønmodtagernes Garantifond, spørgsmål og svar "Min arbejdsgiver er gået konkurs"
Lotte Mørkhøj
