Info til arbejdsgivere om indberetning af sygedagpenge og barselsdagpenge
Hvis du selv er arbejdsgiver i din BPA og selv varetager lønadministrationen, skal du fra d. 1/9-11 anvende NemRefusion.
NemRefusion er den intelligente digitale postkasse, der forbinder arbejdsgivere og kommuner. Efter d. 1. september 2011 vil indberetning på papirblanketter medføre et afslag på refusion – den eneste indberetningsmulighed er herefter via NemRefusion, altså ved hjælp af digitalisering.
Hvis du har overdraget dit arbejdsgiveransvar til LOBPA, behøver du ikke bekymre dig om NemRefusion – LOBPA vil fortsat varetage det administrative vedr. sygedagpenge og barselsdagpenge til dine hjælpere. Det er kun hvis du selv varetager arbejdsgiveransvaret og lønadministrationen, at du skal bruge NemRefusion.
Som arbejdsgiver skal du anmelde og anmode om refusion af syge- og barseldagpenge via NemRefusion. Desuden kan du indberette sygefraværssamtaler digitalt. Kommunerne kan automatisk hente indberetningerne direkte ind i deres fagsystemer.
Hvad kan NemRefusion?
- NemRefusion omfatter alle anmeldelses- og anmodningsblanketter på syge - og barseldagpengeområdet. Samtlige indberetninger modtages direkte i de kommunale systemer (dagpenge og ESDH).
- Du kan fra deres it-system automatisk anmelde sygefravær og anmode om refusion af syge - og barseldagpenge direkte via NemRefusions system-til-system grænseflade.
- Du kan ikke anmelde eller anmode om syge- eller barseldagpenge før alle nødvendige oplysninger er indberettet.
- NemRefusion validerer de indberettede oplysninger samtidig med indberetningen, og der gives meddelelser om valideringen, hvis den ikke stemmer, eksempelvis ”Anmeldelsesfristen er overskredet”.
- Du kan i anmodninger oplyse om ændringer i løn og arbejdstid.
- Du kan i NemRefusion indberette fremtidige anmeldelser om sygefravær eller anmodninger om syge- eller barseldage. Indberetninger gemmes i NemRefusions “venteregister” som “kladder”, indtil de kan “signeres” og blive fremsendt til kommunen. Eksempelvis vil du først kunne signere og fremsende indberetningen på 15. fraværsdag i arbejdsgiverperioden (21 dage).
- Du kan løbende følge indberetninger via kortfattede statusmeddelelser som ”Signeret”, ”Sagsbehandles”, ”Sagsbehandlet” eller “Annulleret”.
- Udbetalingsspecifikation kan hentes og ses af dig.
- Sygefraværssamtale kan indberettes enten med anmeldelsen eller særskilt og overføres til Jobcentrets it-system.
- Du kan rette i en anmeldelse, der er sagsbehandlet i kommunen, indtil der er fremsendt en anmodning. Rettelsen kan så hentes af kommunens dagpenge- og ESDH-system og bliver derved synlig for sagsbehandleren.
- Når en kommune retter i en indberetning, vil arbejdsgiveren via NemRefusion få besked om rettelsen.
For at gøre den digitaliserede verden mere overskuelig, kan det anbefales at læse – og se følgende udvalgte links, således du kan komme godt i gang med NemRefusion:
- Brochure, der overordnet fortæller om NemRefusion
- "Let i gang med NemRefusion" - en kort og nem vejledning
- "Brugervejledning - den fuldt dækkende brugervejledning
Giver den digitaliserede adgang til NemRefusion anledning til spørgsmål, er du velkommen til at kontakte LOBPA.
