Du er her: Forside Nyheder KL: Svindel med offentlige midler til handicaphjælp skal stoppes

KL: Svindel med offentlige midler til handicaphjælp skal stoppes

KL (Kommunernes Landsforening) har udsendt en pressemeddelelse, som reaktion på mistanken om snyd med BPA-midler.

KL vil gerne gå i dialog med Socialministeriet og handicaporganisationerne om, hvordan vi for fremtiden undgår svindel med offentlige midler til handicaphjælp – også kaldet borgerstyret personlig assistance, BPA.

"BPA-ordningerne er vanskelige at administrere. Sådan som lovgivningen er i dag, vil det ikke kunne undgås, at der kan opstå problemer med firmaer, der ønsker at snyde" udtaler formand for KL’s social- og sundhedsudvalg, Anny Winther.

KL opfordrer til eftertanke, hvis der ukritisk efterspørges mere kontrol med ordningerne.

"Hvis den handicappede og hjælperne gerne vil snyde, så bliver det svært at afsløre. Hvis vi skal undgå snyd, som det er vist i tv-progammet Operation X, så kræver det døgndækning med TV-hold for at konstatere, om der kommer hjælpere, som det er aftalt, om hjælperne er der hele tiden og laver det, der er aftalt - og ikke laver andre uvedkommende ting – samt om det er vikarer, der kommer".

"Det vil kræve rigtig, rigtig meget personale, som vi godt kan bruge til borgerrettet hjælp i stedet for. Så det er vel ikke den form for kontrol, der ønskes. Det må være en mere intelligent kontrol og omlægning af ordningerne, der i givet fald skal findes frem. Og så må kommunerne have adgang til i yderste fald at lade ordningen ophøre, hvis der snydes. Det har vi ikke i dag", siger Anny Winther.

"KL ser meget gerne, at reglerne på området forenkles. Der bruges i dag mange administrative ressourcer, når en kommune skal vurdere borgerens behov og beregne de penge, den handicappede borger skal have til at ansætte et privat firma eller sine egne hjælpere. Og ofte er der uenigheder om pengenes størrelse mellem den handicappede og kommunen eller firmaet og hjælpernes faglige organisation. Det kunne være ønskeligt med en forenkling af regelsættet om denne udmåling af hjælpen", slutter Anny Winther.

Se pressemeddelelsen på KLs hjemmeside

Andre reaktioner fra interessenter på BPA-området: