Jobtavlen - hvor bli'r den af?
Spørger i medlemmer og LOBPA-kunder, igen og igen! Vi har lovet jer en jobformidlingsfunktion og har flere gange meldt ud, at NU var den lige på trapperne og så sker der ingen ting! Hvorfor?
Kære medlemmer og kunder, når jobsøgningsfunktionen ”Jobtavlen” endnu ikke er færdig, skyldes det bestemt ikke, at vi ikke har arbejdet hårdt på sagen, tvært imod!
Da vi fik etableret LOBPAs hjemmeside, der er et såkaldt CMS-system, hvormed man kan styre indholdet på en hjemmeside, uden at have teknisk indsigt i hjemmesidekonstruktion, bestilte vi også Jobtavlen. Vi valgte at bruge det firma, der også har lavet Danske Handicaporganisationers hjemmeside, handicap.dk, fordi DH havde gode erfaringer med firmaet og deres produkt.
Hvor hjemmesiden er lavet ud fra et open source baseret system, skulle Jobtavlen opbygges fra bunden. Det skyldes, at Jobtavlen er en speciallavet database, hvor det skal være muligt både at lægge oplysninger ind, trække oplysninger ud, oprette brugere, brugerprofiler osv. Vi havde tillid til, at vores web-leverandør magtede opgaven.
Da Jobtavlen blev leveret til os, i efteråret 2009, viste det sig, at der var en række fejl og mangler, så alvorlige, at vi ikke kunne sætte Jobtavlen i drift. Siden har vi arbejdet på at få rettet fejlene og få udbedret manglerne.
Frem til årsskiftet 09/10 havde vi en projektansat kommunikationsuddannet medarbejder på sekretariatet, der blandt andet var ansat til at lave vores informationsmateriale, hjemmesiden, brochurer og så Jobtavlen. Herefter skulle vores faste personale i sekretariatet og vores direktør Jette, overtage opgaven.
Som i ved, har LOBPA haft mange og tunge opgaver i vores korte levetid. Det har været op ad bakke, at få BPA-ordningen til at virke i alle kommuner og få virksomheden LOBPA søsat. Alle vores medarbejdere har arbejdet hårdt for os og i rigtig mange timer – Jobtavlen har været én vigtig opgave, blandt mange, mange andre.
På et tidspunkt i foråret 2010 måtte vores sekretariat erkende, at de ikke havde tilstrækkelige ressourcer, til arbejdet med at fejlteste og afprøve Jobtavlen, samt holde dialogen med vores leverandør i gang. Der skete nemlig det, at når én fejl var rettet, dukkede der nye op. Samtidig viste afprøvningerne, at nogle funktioner ikke var hensigtsmæssige, eller helt fraværende – altså ikke helt svarede til det, der var bestilt.
For at aflaste sekretariatet og i håb om at få Jobtavlen færdig, besluttede bestyrelsen, i maj 2010, at hjælpe med at afprøve og fejlteste Jobtavlen. Som i ved, er alle bestyrelsesmedlemmer BPA-brugere og bestyrelsesarbejdet er baseret på frivillig arbejdskraft. Jeg blev den heldige, der fik opgaven.
Jeg gik i gang med opgaven, fuld af gejst og gåpåmod, for, hvor svært kunne det være? Men det har været svært og det har været tidskrævende! Oprette testbrugere, systematisk, med alle mulige kombinationer af oplysninger, lave testsøgninger, registrere fejl, indberette fejlene og så, efter at have ventet (længe) på rettelserne, så starte forfra igen, og igen.
Undervejs har jeg flere gange været sikker på, at NU, når de sidst indberettede fejl var rettet, SÅ kunne vi gå i luften, men hver gang har det vist sig, at fejlrettelserne udløste nye fejl og problemer. Samtidig blev vi udfordret af, at vores leverandør en overgang manglede en programmør, som var specialist i det ”sprog”, som Jobtavlen er programmeret i. Det er som om, at alt hvad der har berøring med BPA er ramt af Murphys Lov ”Hvis noget kan gå galt, vil det gå galt”!
Det er nemt at være klog, når man kigger i bakspejlet. Sådan er det også med Jobtavlen – at opbygge en database er en stor opgave, der fordrer en klokkeklar definition af opgaven og tæt opfølgning. Vi var ikke klar over og vist heller ikke vores leverandør, hvor vanskelig sådan en opgave er!
I skrivende stund har jeg netop sendt endnu en fejlrapport til vores leverandør, for de sidste rettelser udløste igen nye fejl. Jeg tør ikke længere gætte, hvornår Jobtavlen kan være færdig og klar til brug, men jeg håber, at vi er meget tæt på mål.
Når vi er klar, håber jeg, at i vil tage godt imod Jobtavlen og få glæde af den. For ét er sikkert - der er mange gode intentioner og rigtig mange arbejdstimer bag den!
Lotte Mørkhøj
