Den nye overenskomst for handicaphjælpere er en bittersød gave!

Med den oprindelige handicaphjælperoverenskomst i 2009 lykkedes det omsider, efter 30 år med hjælpeordningen, at skabe rimelige rammer om hjælpernes løn- og ansættelsesforhold. Fremtidsudsigterne var lyse. Vi havde netop fået en ny lovgivning med BPA, en bredere målgruppe og så tilmed en overenskomst, målrettet til vores helt særlige arbejdsområde. De længe efterspurgte forbedrede og ordnede forhold var en realitet!

I handicapkredse var alle glade, men da vi var færdige med at fejre de spændende nyheder, meldte tømmermændene deres ankomst, som de ofte gør efter en god fest…

Handicaphjælperoverenskomsten var ønsket af brugere og hjælpere, den var solidarisk og den var økonomisk ansvarlig, men KL og med dem flertallet af kommuner, ville ikke anerkende overenskomsten. Selv om den, samlet set, var billigere end det typisk anvendte alternativ, med udvalgte elementer fra den kommunale overenskomst for ufaglært social og sundhedspersonale, stirrede kommunerne sig fuldstændigt blinde på den højere grundtimeløn!

Mange kommuner har anført, at de ikke kan/vil respektere en overenskomst, hvor de (KL) ikke er forhandlingspart. I LOBPA har vi aldrig forstået det argument, for kommunerne må dagligt respektere andre private overenskomster, når de køber ydelser af private aktører - f.eks. når de køber handicapkørsel eller håndværksarbejde. Kommunerne må acceptere markedsprisen, der er baseret på lønniveauet i private overenskomster, tillagt fortjenesten til virksomheden. Den eneste forskel er, at andre private overenskomster har eksisteret i årevis, hvor handicaphjælperoverenskomsten var ny.

Det har været umuligt, at trænge igennem den kommunale modstand med argumenter og forklare, at lønelementerne blot var prioriteret anderledes i den oprindelige handicaphjælperoverenskomst, end det kommunerne kender fra SoSu-området. Den højere grundtimeløn blev, i det store regnestykke, udlignet af lavere arbejdstidsbestemte tillæg. Totalprisen i en døgnordning ville være lavere med handicaphjælperoverenskomsten end ved en ufaglært SoSu-løn, hvor de små BPA-ordninger, med mange dagtimer, var tilgodeset med et løft på grundtimelønnen.

Sønderborg Kommune var blandt de første til at anerkende handicaphjælperoverenskomsten og i øvrigt til at implementere BPA-lovgivningen, men efter få måneder sadlede de om og overenskomsten blev fravalgt igen. Aarhus Kommune, som har været rollemodel for hjælpeordningen i 30 år, besluttede også at fravælge overenskomsten og med den mange andre kommuner. Enkelte kommuner valgte dog handicaphjælperoverenskomsten til fra start og holdt fast, og endnu andre kom til, f.eks. Københavns Kommune. På landsplan var tilslutningen for lille, og det gik alt for langsomt med at udvide kredsen. Kun hver 10. kommune anvendte efter 2 år overenskomsten og det var helt overvejende mindre kommuner med få BPA-ordninger.

LOBPA medvirkede til handicaphjælperoverenskomsten og var omfattet af den fra starten, men de andre BPA-udbydere afventede situationen og gør det fortsat. Det forventede pres fra branchen kom aldrig. Fra fagbevægelsen og hjælperne kom der heller aldrig et mærkbart pres. Selv fagforeningerne bag overenskomsten agerede med stor tilbageholdenhed. Angiveligt har man ikke ønsket, at enkelte borgere med BPA blev klemt i tvister om løn, og for LOBPA er det svært, at være utilfreds med det hensyn.

LOBPA stod derfor meget alene i BPA-manegen, med handicaphjælperoverenskomsten og højt hævet fane!

Vores mål var/er ikke at tjene penge på BPA, men alene at tilbyde den bedst mulige BPA-ordning til vores medlemmer OG tilbyde ordnede løn- og ansættelsesvilkår til de hjælpere, vi brugere af BPA er så afhængige af. Trods alle gode intentioner, ansvarlighed og solidaritet blev det, som månederne gik, klart, at situationen var fastlåst.

Overenskomstsituationen vanskeliggjorde implementeringen af BPA, og i LOBPA ville vi have været nødt til at frasige os overenskomsten ved dens udløb i marts 2012.

Hverken LOBPA eller private leverandører kan holde en virksomhed kørende, ved at udbetale en højere løn, end der er dækning for i kundernes betaling. I BPA udgør betalingen det tilskud, som den enkelte kommune fastsætter. Trods det, at mange borgere, med muligheden for at vælge LOBPA, også gjorde det, betød den fastlåste situation, at LOBPA ikke kunne fastholde den gamle handicaphjælperoverenskomst på sigt med de nuværende snævre kommunale udmålinger til BPA.

Når LOBPA fravalgte overenskomsten, ville den være en tom, ubrugt skal, og vi ville have en situation, hvor handicaphjælperes løn igen var helt overladt til kommunernes luner!

I det seneste år har vi set, hvordan handicaphjælperes løn er blevet mål for besparelser. Det er ikke byrødderne, kommunaldirektøren, bevillingscheferne eller sagsbehandlerne, der så skal gå ned i løn ved budgettilpasninger, men hjælperne. De i forvejen overhovedet lavest lønnede, der udfører arbejdsopgaver for kommunerne!

Det ligger i kortene, at ønsket om en overenskomst skal komme fra borgere med BPA og vores hjælpere. Private virksomheder, der er sat i verden for at tjene penge, vil næppe ligefrem opsøge en overenskomst, og kommunerne har klart vist os, at de ikke opsøger faste rammer om hjælpernes ansættelse. Derfor var det helt afgørende, at bevare handicaphjælperoverenskomsten!

Den nye overenskomst svarer til det, som kommunerne allerede udmåler til hjælpernes løn, når de overholder BPA-bekendtgørelsen, og har fulgt KLs anbefaling, om at vælge SoSu-overenskomsten med ufaglært social og sundhedspersonale som ”sammenlignelig faggruppe”. Fremadrettet kan kommunerne ikke længere fravælge handicaphjælperoverenskomsten med henvisning til, at den er dyrere i nogle af deres BPA-ordninger.

Hvis kommunerne fortsat fastholder at fravælge overenskomsten, er det fordi de ikke vil respektere selve ideen om en overenskomst for handicaphjælpere. Det bliver svært for kommunale embedsfolk og politikere at forklare sagligt, hvorfor de ikke vil respektere en privat overenskomst, der ikke medfører en merudgift i den enkelte BPA-ordning. Så er det snarere et spørgsmål om, at de ikke anerkender arbejdsmarkedets parter som dem, der regulerer løn- og ansættelsesforhold på det danske arbejdsmarked.  

Det er ikke LOBPAs kop te, at den nye handicaphjælperoverenskomst har en lavere grundtimeløn, der kan betyde, at nogle hjælpere, hvis de varsles over på den nye overenskomst, vil opleve en lønnedgang. Bestemt ikke! Det er heller ikke LOBPAs kop te, at ministeriet og kommunerne fastholder begrebet rådighedstjeneste, og da slet ikke, at nogle kommuner forsat bruger rådighedstjenesten ulovligt til andet end de helt særlige tilfælde. Vi savner en debat af begrebet rådighedstjeneste og en afklaring af de lovlige anvendelsesmuligheder.

Vi er utroligt kede af, at overenskomstændringen for de borgere med små ordninger, hvor timerne primært falder i dagtimerne, kan medføre en lønnedgang, når hjælpere på den gamle overenskomst varsles over på den nye! Vi håber, at de pågældende kommuner fortsat vil have en positiv tilgang til hjælpernes arbejde og kompensere berørte hjælpere via lokalaftaler.

Men i BPA-sagens tjeneste er vi naturligvis glade for, at handicaphjælperoverenskomstens overlevelse er sikret! Der er en nøje sammenhæng mellem ordnede løn- og ansættelsesforhold til vores hjælpere og kvaliteten af den hjælp, vi som borgere med BPA modtager!

Mange af jer er allerede kunder hos os, og vi kan nu modtage jer, der har stået i venteposition, fordi jeres kommune ikke udmålte løn iht. handicaphjælperoverenskomsten, og jeres ordning ikke har timer nok, til at den højere grundtimeløn blev udlignet af de lavere arbejdstidsbestemte tillæg.

LOBPA vil arbejde for, at kommunerne anerkender den nye overenskomst, og at vi dermed – fremadrettet - får sikret, at hjælperes løn forhandles af arbejdsmarkedets parter frem for at blive fastsat af kommunale embedsfolk og politikere, der har mere hjerte for budgetgymnastik end handicaphjælperes løn- og ansættelsesvilkår. Samtidig håber vi også, at de øvrige BPA-udbydere nu vil tiltræde overenskomsten, så alle handicaphjælpere fremover får overenskomstmæssig løn, uanset hvordan deres arbejdsleder har valgt, at arbejdsgiveransvaret skal varetages. Og ikke mindst ønsker vi nu en hårdt tiltrængt ro om BPA!

Hvis du har spørgsmål til konsekvenserne af den nye overenskomst, er du velkommen til at kontakte LOBPAs sekretariat eller LOBPAs bestyrelsesformand, Janne Sander.

 Lotte Mørkhøj

Andre relevante artikler:

Overenskomsten for handicaphjælpere er ændret