Debatindlæg fra LOBPAs formand Janne Sander

Det er helt utroligt at læse, hvordan politikerne nu står i kø for at fortælle om deres gode intentioner om at løfte SOSU medarbejdernes kvalifikationer og sikre, at der kommer kvalitet i hjemmeplejen gennem faglige og personlige kompetencer - jvf. bl.a. formanden for KLs Social- og sundhedsudvalg, Anny Winther (V).
For nu har vi i LOBPA (Landsorganisationen Borgerstyret Personlig Assistance) gennem de sidste 2 år forsøgt at råbe landets politikere op for at sikre nøjagtig det samme for de mange handicaphjælpere, der arbejder for borgere, som typisk er 100 % afhængige af hjælp i dagligdagen, og som har ansat hjælpere, der skal varetage en meget lang række komplicerede opgaver for at sikre borgerens liv og helbred. Borgere som er totalt afhængige af at hjælperen er ansvarsbevidst, handlekraftig og mødestabil.
Handicaphjælperes arbejdsopgaver er mange facetterede og kan derfor ikke umiddelbart sammenlignes med SOSU hjælperes, fordi de helt særlige vilkår, borgeren lever med qua sit handicap, kræver oplæring målrettet den enkelte borger. Alligevel spiser kommunerne handicaphjælperne af med et lønniveau, der svarer til en ufaglært SOSU medarbejder – på trods af at der rent faktisk er indgået en særlig overenskomst for handicaphjælpere med fagforbundene FOA og 3F, hvilket er såvel KL som de enkelte kommuner bekendt. Dermed stilles landets  handicaphjælpere i den situation, at de ikke kan omfattes af en overenskomst, hvor de sikres de løn- og ansættelsesforhold andre kommunale medarbejdere anser som en selvfølgelighed, og som for øvrigt er det normale arbejdsretslige udgangspunkt på arbejdsmarkedet i dagens Danmark.

Kommunerne ønsker nemlig at spare på handicaphjælpernes løn, selvom det i praksis drejer sig om nogle ganske få tusinde kroner på årsbasis for den enkelte medarbejder, men altså præcist nok til at den handicappede borger ikke kan aflønne efter gældende overenskomst. Konsekvensen er, at handicaphjælpere forbliver ustabil arbejdskraft, er svære at rekruttere og fastholde. For de handicaphjælpere, der alligevel bliver i deres jobs, er det på løsarbejderens betingelser, uden at de er sikret arbejdsretslige vilkår og en overenskomstmæssig løn, der matcher deres helt specielle arbejde i et felt hvor samfundets mest udsatte medborgere med de mest indgribende handicap spises af med bevillinger, så hverken de faglige eller personlige kvalifikationer, som politikerne nu så ihærdigt lovpriser, kan honoreres.

Man undrer sig over den dobbeltmoral. Men handicaphjælpernes vilkår er naturligvis heller ikke landet på mediernes forside – endnu!

Janne Sander

LOBPA | formand