BPA - Borgerstyret Personlig Assistance
BPA er et tilbud til voksne med en betydelig og varigt nedsat funktionsevne, der er afhængig af hjælp til at udføre almindelige daglige funktioner, og som har et omfattende behov for pleje, overvågning, ledsagelse eller praktisk bistand.
Med BPA får brugeren af ordningen mulighed for selv at organisere den hjælp, som han/hun er afhængig af. Brugeren er arbejdsgiver eller arbejdsleder for hjælperne.
Der er meget stor forskel på BPA-ordninger. Nogle brugere har et hjælpebehov få timer dagligt, hvor andre har hjælpebehov i alle døgnets timer.
BPA gives i princippet som et kontant tilskud, der er beregnet ud fra det bevilgede timetal. Det bevilgede timetal beror på en konkret og individuel vurdering af hjælpebehovet. Kommunen bevilger BPA.
Reglerne findes i §§ 95 og 96 i Serviceloven og betyder i hovedtræk:
- Brugeren kan overdrage arbejdsgiveransvaret til LOBPA, en privat leverandør eller en nærtstående, og blot have ansvar for den daglige ledelse.
- Brugeren kan have det fulde arbejdsgiveransvar og lade kommunen, eller en privat leverandør, varetage lønadministrationen.
- Brugeren kan have det fulde arbejdsgiveransvar og selv varetage hele administrationen af BPA-ordningen, beregne løn, indeholde skat osv.
